Madplan

En madplan hjælper dig med at planlægge din uge og gør det muligt for dig at handle ind til flere dage ad gangen.

Det kan være stressende at skulle forholde sig til, hvad man skal spise til aftensmad, hver dag. Nogle gange orker man det ikke, og man ender med dyre og ikke så sunde løsninger. Når du bruger en madplan, kan du planlægge dine måltider fx for en uge ad gangen. Det er muligt for dig at handle ind til flere dage ad gangen og undgå den daglige madstress.

1. Lav en opskriftsbank

Hav en bank af opskrifter, hvor du løbende gemmer de opskrifter, du kan lide at lave. Du kan løbende tilføje nye lækre opskrifter. Brug opskriftsbanken, når du skal lave din madplan, så du ikke først skal til at finde på retter. Du kan enten have en mappe med dine opskrifter eller måske en opskriftsbog, hvor du markerer, hvilke opskrifter du synes er gode.

Når du første gang laver en madplan, behøver du ikke have mere end 6-8 opskrifter. Langsomt kan du bygge din opskriftsbank op.

2. Sæt tid af

Det tager tid at lave en madplan, så planlæg hvornår du vil gøre det. Husk også at der skal være tid til at købe ind til planen, ellers har den ingen effekt.

3. Kig i din kalender

Husk at kigge i din kalender, når du planlægger den kommende uges madplan. Er der nogle dage, hvor du ikke har så meget tid til at lave mad? Disse dage skal du enten planlægge at spise rester fra dagen i forvejen eller lave noget hurtigt mad. Er der nogle dage, hvor du ikke er hjemme, så du ikke skal lave mad?

4. Vær realistisk

Når du udvælger opskrifter til ugen, så vær realistisk med, hvad du kan lave, og hvor meget tid du har. I løbet af en uge er det måske nok med 2-3 opskrifter, som du fx laver en dobbelt portion af. På den måde laver du mad til to dage ad gangen. Når du har ekstra overskud og god tid, kan du planlægge at prøve en ny opskrift. Hvis den er god, kan den komme i din opskriftsbank.

Få inspiration til madplaner på webopskrifter.dk

5. Indkøb til ugen

Når du har udvalgt dine opskrifter, er det tid til at lave en indkøbsliste. Kig i skabe og køleskabe og skriv det ned, som du skal bruge i opskrifterne. Planlæg, hvornår du vil købe ind og sæt opgaven i din kalender.