Hvis du har ADHD, kan kritik eller afvisning føles ekstra intens. Reaktionen kan komme hurtigt og føles overvældende. Mestring handler ikke om at undgå følelsen, men om at lære at være i den uden at blive revet helt med.
Skab en pause
Når du mærker reaktionen, så stop op og læg mærke til, hvad der sker i kroppen. En kort pause kan gøre det lettere ikke at reagere impulsivt.
Prøv også at spørge dig selv, om du ved, hvad der faktisk er sket, eller om du tolker på situationen.
Vent med at reagere
Når følelsen er meget intens, kan du få lyst til at trække dig, forklare dig eller reagere hurtigt. Prøv i stedet at give dig selv tid, før du handler.
Du kan fx gå væk fra situationen, lægge telefonen fra dig eller vente med at svare på en besked.
Tal beroligende til dig selv
Mind dig selv om, at en stærk følelse ikke nødvendigvis fortæller dig, hvad der er sandt. Følelsen af at være afvist kan være stærk, selv om du ikke ved, om du faktisk er blevet afvist.
Del det med andre
Det kan hjælpe at fortælle personer, du er tryg ved, at kritik eller afvisning kan ramme dig hårdt. Det kan gøre det lettere for både dig og andre at forstå og håndtere reaktionen.
Mestring af RSD handler ikke om at blive mindre følsom – men om at blive mere tryg i det, du mærker.