Tjekliste / To do liste

Det kan være en kunst at lave gode og realistiske lister. Ofte bliver listen for lang, og det bliver mere til en ønskeliste end en opgaveliste. Resultatet bliver, at du kun får lavet en lille del af opgaverne, mister modet og beslutter, at opgavelisten ikke fungerer for dig. Men listen kan godt være det rigtige valg, hvis du laver den rigtigt.

1. Lav en bruttoliste

Begynd med at lave en bruttoliste med alle de opgaver, som du gerne vil have løst fx i denne uge eller måned. Husk også at kigge i kalender, mailboks, telefon, tidligere to-do lister, og hvor du ellers skriver opgaver ned, du skal huske.

2. Prioritér opgaverne

Gennemgå opgaverne på din bruttoliste og prioritér dem på en skala fra 1-5. Hvor 1 er MEGET VIGTIG OG HASTER og 5 er ikke så vigtig- haster ikke. Du kan også bruge farver eller bogstaver, hvis det giver mere mening for dig. Hvis du synes, at alle opgaver er lige vigtige og haster lige meget – bliver du nødt til at prioritere dem i forhold til hinanden.

3. Lav en dagsliste

Skriv nu de opgaver (fra bruttolisten), som du skal nå i dag, på din liste. Skriv de opgaver, som blev kategoriseret som MEGET VIGTIG OG HASTER først på listen. Skriv herefter den næstvigtigste osv. Lav listen så kort som mulig, så du er sikker på at komme i mål med hele listen i løbet af dagen. For nogle er det 5 opgaver, for andre er det 3 eller måske kun 1 opgave om dagen.

Lav dagslisten dagen i forvejen – så kan du tilføje punkter, når du kommer i tanke om dem. Sæt dato på listen, så du er sikker på, at du har den rigtige liste. Lav en ny liste hver dag.

4. Udfør

Gå i gang med din liste og sørg for at strege de opgaver ud, du har løst. Hav din liste med dig overalt. De punkter, du ikke nåede den dag, kan du tilføje til listen for næste dag. Smid gamle opgavelister ud.

5. Evaluér og tilpas

Når du har brugt listen nogle dage, så evaluér og tilpas den. Hvis du overfører mange opgaver fra dag til dag, så skal dine lister generelt være kortere. Begynd hellere med meget få opgaver (færre end du tror, du kan nå), så du får en oplevelse af succes med at bruge listen og motivation for at fortsætte.

Der findes også tjeklister, som du kan have stående på din mobil – sørg da for at listen altid ligger på den forreste side, når du har låst mobilen op.