Søskendedag i København for børn (7-12 år)

Information

21. februar 2026 kl. 09:00 - 15:00

Søskende til børn med ADHD

DGI- byen København
Tietgensgade 63
1704 København V.

ADHD-foreningen har fået mulighed for at afholde en dag for børn (7-12 år), der har en søskende med ADHD!

I mange familier er det heldigvis lige så dejligt at have søskende med ADHD, som at have alle mulige andre søskende. Men vi ved, at det ikke altid er nemt at være søskende til et barn med ADHD. Barnet med ADHD har ofte mere brug for din hjælp og støtte, og der er ofte flere konflikter og bekymringer omkring barnet med ADHD end omkring de andre børn. Derfor kan man som søskende nemt komme til at føle sig overset, og det er ofte også dem, der må bøje sig eller klare sig selv, når bølgerne går højt. Derfor afholder vi i ADHD-foreningen en søskendedag.

På søskendedagen er der fokus på at møde andre børn som har en søskende med ADHD, og vi har forberedte par omgange af ”snak og sjov” der omhandler dette. Derudover skal vi hygge os sammen og sammen med dygtige instruktører ”komme ned i kroppen” gennem børneyoga og dans.

Program for søskendedagen planlægges og varetages af ADHD-foreningen, hvor vores uddannelseskonsulent Anne Holst og eksterne pædagogisk specialvejleder og lærer Louise Sunke vil deltage. Et detaljeret program udsendes ca. en uge inden afholdelse.

Praktisk: 21.2.2026
Aldersgruppen er 7-12 år og barnet skal selvstændigt kunne deltage i dagens aktiviteter.

Forplejning: Morgenmad, frokost, eftermiddagskage og frugt.

Medbring selv vand til dagens aktiviteter.

Tid og sted: DGI- byen, DGI- byen København, Tietgensgade 63, 1704 København V.

Morgenmad og ankomst klokken 9-9.50. Her er forældrene velkomne til at blive og få en kop kaffe. Der er morgenmad til børnene. Programmet er kun for børn fra kl. 9.50-15.00. Der er aflevering og afhentning i DGI-byens café område.

Pris: Gratis