Hvordan støtter vi bedst kvinder med ADHD i en af livets mest forandrende perioder? Graviditet, fødsel og barsel rummer store skift – og for kvinder med ADHD kan overgangen til moderskab være særligt sårbar.
Denne konference sætter fokus på netop disse overgange. Med afsæt i både forskning, klinisk praksis og personlige fortællinger undersøger vi, hvordan ADHD kan komme til udtryk i denne periode, og hvordan manglende opmærksomhed på ADHD kan gøre overgangen til moderskab mere sårbar.
Programmet spænder fra faglige oplæg om ADHD hos kvinder, graviditet og svangreomsorg til præsentation af konkrete redskaber og gruppeforløb målrettet gravide med ADHD. Dagen rummer også personlige perspektiver, der giver indblik i, hvordan det kan opleves at blive mor med uopdaget ADHD.
Konferencen henvender sig til fagprofessionelle, der møder gravide og mødre med ADHD, og har som mål at inspirere til en mere differentieret, inkluderende og sammenhængende indsats.
Det fulde program kan downloades øverst.
Konferencen er finansieret med midler fra Sygeforsikringen “danmark”.