Kobling mellem diagnoser og dårlig opdragelse er uklædelig
Af Camilla Louise Ganzhorn, ADHD-foreningen, og Regitze Spenner Ishøy, Skole & Forældre
I et nyligt debatindlæg i Altinget af Katrine Evelyn Jensen, forbundsformand i DSU blev det hævdet, at forældre nærmest higer efter diagnoser til deres børn, fordi de har svært ved at opdrage dem. Vi må ærligt sige: vi undrer os. Hvad er ærindet med at bringe sådan en påstand til torvs?
Vi ser ofte udtalelser, der problematiserer forældres opdragelse. Den debat kan vi sagtens tage, og måske bør vi også tage den. Men når den kobles direkte til børn med diagnoser, bliver det både forsimplet og unfair. Det rammer netop de familier, der i forvejen kæmper mest. Den sammenkobling er ikke bare uretfærdig, den er også tarvelig. Og den klæder ingen at gentage offentligt.
Forældre søger ikke diagnoser for at slippe for ansvar. De gør det for at tage ansvar. En diagnose er ikke en undskyldning for dårlig opdragelse, derimod er den netop en nøgle til forståelse, til støtte og til muligheder i både skole, fritid og familie. Med en diagnose åbnes der døre til hjælp, som kan gøre forskellen mellem nederlag og trivsel. For sådan er virkeligheden i dagens skole. Det er vi nødt til at forholde os til. Og sådan har det været alt for længe.
Ja, der er flere diagnoser i dag. Men forklaringen er ikke lempede kriterier eller curling-forældre og dårlig opdragelse. Den ligger i øget viden, bedre metoder og en større opmærksomhed på, hvordan ADHD og autisme kan se forskelligt ud også hos pigerne, der i mange år blev overset. Diagnoser stilles efter grundig faglig vurdering af speciallæger. Og samtidig ser vi stadig alt for mange børn, der ikke får den hjælp, de har brug for, især børn fra familier med færre ressourcer eller i kommuner med begrænset udredningskapacitet.
Vi mener, at når man har en stemme i debatten, følger også et ansvar. Det er let at kaste om sig med kritik af forældre. Det svære er at pege på konkrete løsninger, som kan forbedre vilkårene for børn, familier og skoler. Hvor er de bud i indlægget? Hvordan sikrer vi, at børn bliver set i tide? Hvordan undgår vi, at diagnoser afhænger af postnummer eller forældrenes overskud? Hvordan bygger vi en skole, hvor alle børn føler, at de hører til?
Hvis man oprigtigt mener, at diagnoser stilles for let, så er det ikke forældrene, der skal hænges ud. Så bør man tage debatten med de speciallæger og fagfolk, der hver dag udfører de omfattende udredninger. Det er nemlig dem, og ikke forældrene, der har mandatet til at stille diagnoser.
Vi er klar til den debat. Klar til at samarbejde om en retning, der skaber reelle løsninger. Men vi gider ikke flere ord uden handling eller møder, der ender i ingenting. Det, der mangler, er ikke endnu en mening, men mod og mandat til at ændre noget i virkeligheden.
Så ræk ud til os, hvis du er klar til at tage ansvar. Ikke for at tale problemerne op fra sidelinjen, men for at skabe den forandring, børnene desperat har brug for.