Der er mange, og stærke, holdninger til diagnoser som autisme og ADHD. Jeg konfronteres med dem i debatindlæg, i bussen og i mit eget netværk. Ord kan slå hårdt.
Nogle mener, at ADHD slet ikke findes – “er det ikke bare skæve børn, der mangler noget opdragelse?”, spørger de retorisk.
“Kan vi ikke bare få lov til at være her alle sammen, og slappe lidt af med alle de diagnoser?”, spørger andre undrende. Andre igen synes, at det er synd for børn at få en psykiatrisk diagnose.
Som mor til et barn med autisme og ADHD – herlige Viggo på syv år – føles det meget overvældende og grænseoverskridende at være “genstand” for de mange hurtige konklusioner.
Læs hele klummen: Klumme: Det er ulideligt at alle mener noget om min søns diagnoser – APPETIZE magasin