Hormoner, graviditet og ADHD
Nogle gravide med ADHD oplever, at deres symptomer bliver mindre under graviditeten, mens andre ikke mærker nogen forskel – eller ligefrem oplever, at symptomerne forværres. En af årsagerne kan være hormonændringer, som spiller en stor rolle under graviditeten. Progesteron stiger tidligt i graviditeten og kan hæmme dopaminsystemet, hvilket kan gøre ADHD-symptomer mere tydelige. Østrogen stiger gradvist og når sit højeste i tredje trimester, hvor det kan understøtte dopaminsystemet og dermed gøre det lettere at bevare fokus og overskud i hverdagen. Alle reagerer dog forskelligt, og hormonpåvirkningen kan derfor både forbedre og forværre symptomerne fra person til person.
Struktur og prioritering i hverdagen
Graviditeten byder på mange praktiske opgaver, men det kan være svært at finde ud af, hvad der er vigtigst at fokusere på hvornår. Mange bruger måske meget energi på at læse om alt det “rigtige” at gøre, men glemmer de grundlæggende ting som at tage folsyre, spise regelmæssigt, få hvile og passe på kroppen.
Det kan være en stor hjælp at få støtte til at skabe struktur, planlægge i overskuelige trin og prioritere de vigtigste ting i de forskellige faser af graviditeten. Ofte kan det gøre en stor forskel at få hjælp af en jordemoder, partner, veninde eller terapeut til at holde overblikket.
Større risiko for fødselsdepression
Kvinder med ADHD/ADD har en forhøjet risiko for at udvikle en depression eller angst under graviditet eller en fødselsdepression efterfølgende. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på symptomerne, som kan være:
- Nedtrykthed, manglende energi og nedsat lyst eller interesse
- Angst, uro, lav selvtillid, skyldfølelse eller selvbebrejdelser
Det er helt normalt at opleve ”baby blues” i ugerne efter fødsel, da der sker en stor hormonel ændring i kroppen. Det er først, hvis symptomerne varer ved, at der er tale om en fødselsdepression.
Kontakt altid din praktiserende læge eller sundhedsplejerske, hvis du tror, du har – eller er ved at udvikle – en fødselsdepression.