bambino1996 skrev:
Heej fokzz!..
Nu vil jeg til at skrive mit første indlæg her inde, det var min mor som viste mig den her side.. Hun mente at jeg havde brug for at skrive sammen med nogen som måske også havde det på samme måde som jeg har det.. Min far har adhd og mine 3 brødre har adhd, min mor, søster og jeg har det ikke.. Jeg syntes at det er rigtig svært at være der hjemme når de alle sammen er hjemme, jeg har det ikke altid lige nemt med det, men ved så godt selv at det er noget jeg skal acceptere resten af mit liv, selvom det kan være ret så svært..Jeg bruger meget af min tid på værelset der hjemme og sammen med veninder og kæresten fordi jeg ikke rigtigt at overskud til at klare en lang weekend hvor de alle sammen er hjemme og det bliver larmet fra min står op til at man går i seng…
Har brug for noget jeg kan skrive og snakke med det om, nogen der måske har det lidt på sammen måde som jeg har det..
Mange kram fra Diana..

HeJ Diana.
Det er godt nok lidt af en mundfuld du sidder med. Jeg er en pige på 21 med en lillebror på 18, som har ADHD. Det har haft en kæmpe indflydelse på mit liv, og været rigtig, rigtig hårdt. Min bror fik diagnosen, da han var ca. 15, og jeg selv 18. På daværende tidspunkt havde jeg allerede besluttet mig for at flytte hjemme fra, da det simpelthen var blevet for meget. Min brors diagnose gjorde det nærmest umuligt for ham at færdiggøre folkeskolen, og han kom senere ud i et hash misbrug (hvilket jeg først har hørt om nu). Vores forhold har altid været anstrengt, og for ca. 1,5 år siden kulminerede det hele i et stort opgør, som endte med, at vi afsluttede kontakten til hinanden. Jeg snakkede ikke med min bror i 6 mdr., og til vores forældres sølvbryllup sagde vi blot ‘hej’.

Det var en enormt hård periode i mit liv, og pga. en anden oplevelse i mit liv indså jeg, at det havde fået en alt for stor indflydelse på mit forhold til kærlighed. (Ganske enkelt kunne jeg ikke overskue forhold og rumme kærlighed, da jeg havde for meget uforløst i forhold til min bror) Vi genoptog kontakten, og selvom at jeg samtidig gennemlevede min første (og forhåbenligt) sidste depression, fik jeg snakket om alt med min familie og min bror (samt en professionel). Idag har jeg det fantastisk, jeg besøger min familie mindst én gang om ugen, og jeg sms’er ofte med min bror. Men det har godt nok været en lang og sej kamp.

Venlig hilsen Maria