Bostøtteordning

En bostøtte kan være meget hjælpsom for mennesker med ADHD/ADD, hvad enten de bor alene, er hjemmeboende eller bor i bofællesskab.

Hvem kan få bostøtte?

Bostøtte er et tilbud til dig, der på grund af handicap, psykisk sygdom eller svære sociale problemer har behov for hjælp og støtte. Om du er berettiget til bostøtte afhænger altid af en vurdering af dine forhold. Både i forhold til de opgaver, du ikke selv kan klare og i forhold til eventuel anden hjælp, du får.

Bostøtte eller hjemmevejledning vil kunne gives uanset, om du bor i et botilbud, bofællesskab, selvstændig bolig eller andet. Din bolig er derfor ikke afgørende for, om du kan få hjælpen.

Formålet med bostøtten?

Formålet med at give bostøtte er at yde hjælp til selvhjælp, så du kan leve et liv på egne betingelser. Jo mere selvhjulpen du kan blive, desto bedre mulighed for at leve et selvstændigt liv. Derfor udfører en bostøtte ikke opgaverne for dig, men lærer dig selv at blive i stand til at udføre fx huslige opgaver. Målet er, at du kan bevare eller forbedre dine psykiske, fysiske eller sociale funktioner.

Formålet med hjælpen er i øvrigt afhængig af dit funktionsniveau. I nogle tilfælde kan der fx være fokus på at udvikle og vedligeholde dine personlige færdigheder, og i andre tilfælde kan der være fokus på at yde en sådan bistand, at du kan opnå og fastholde egen identitet og et mere aktivt liv.

Bostøttens opgaver og funktioner

Bostøtte består af en lang række forskellige typer af hjælp og støtte. Der kan blandt andet være tale om:

  • Støtte til planlægning af huslige gøremål som madlavning og rengøring
  • Støtte til indkøb af mad, tøj mv.
  • Støtte til at skabe struktur i hverdagen og overblik over f.eks. aftaler og opgaver
  • Hjælp til at få betalt regninger, budgetlægning og andre administrative opgaver
  • Støttende samtaler til sociale, praktiske eller personlige forhold
  • Støtte til at deltage i sociale arrangementer, træning i motionscenter m.m.

Der er ingen regler om, hvor mange timer bostøtte den enkelte kan modtage. Det er behovet for støtten, som er afgørende.