ADHD-ugen finder hvert år sted i uge 38, og ADHD-foreningen har markeret den i mere end 17 år. Gennem tiden har der været forskellige temaer, men formålet er altid det samme: at skabe opmærksomhed på ADHD og de udfordringer, mennesker med ADHD møder i deres hverdag.
Årets fokus for ADHD-ugen er: Livet med ADHD, når man er 50+
For mange kommer ADHD-diagnosen først sent i livet. Det betyder, at de i årevis har levet uden at forstå, hvorfor hverdagen kunne føles sværere, hvorfor relationer blev udfordret, eller hvorfor man altid følte sig lidt anderledes.
Når diagnosen endelig stilles, kan det give en dyb lettelse: Nu er der en forklaring. Samtidig kan det vække tanker om, hvordan livet kunne have set ud, hvis man havde fået den tidligere. Ville man være blevet sygemeldt med stress, hvis man havde kendskab til diagnosen? ville man have fået redskaber til at mestre arbejdslivet, som havde gjort at man havde kunne klare sig anderledes i arbejdslivet?
Igennem tre film fortæller 4 voksne med ADHD (50+) om deres erfaringer med at blive diagnosticeret sent i livet og hvordan det har haft indflydelse på deres arbejdsliv.