37 projekter har modtaget i alt 3,9 mio. kr. til udvikling af friluftslivet i Region Syddanmark.
I Region Syddanmark har to nationale udviklingsprojekter fået tilskud. Bag et af dem står ADHD-foreningen, der har sekretariat i Odense og har fået 326.400 kr. til udvikling af fritidstilbud med friluftsaktiviteter for børn med ADHD i alderen 7-12 år. Målet er at opstarte ti friluftsgrupper rundt omkring i landet.
Det er Friluftsrådet, der har bevilliget støtten fra Udlodningsmidler til Friluftsliv.
Sekretariatschef Tina Vaarning, ADHD-foreningen, siger:
“Vi glæder os meget over muligheden, som støtten giver os. Projektet har til formål at få flere børn med ADHD til at bruge naturen og være aktive udenfor. Dette formål har vi, fordi vi har en tro på, at naturen kan være et godt redskab til at øge børnenes mentale sundhed. Ophold og aktiviteter i naturen virker beroligende, styrker humøret og er gavnlig for udviklingen af børns kognitive evner. Derfor at det med stor begejstring, at vi i løbet af det kommende år kan tilbyde friluftsgrupper for børn med ADHD.”
Læs mere: 3,9 mio. kr. skal styrke friluftslivet i Region Syddanmark