Af Manu Sareen, formand & Camilla Louise Ganzhorn, direktør i ADHD-foreningen, svar på Politiken mener: Der er gået inflation i specialtilbuddene til skoleelever
Endnu en gang begynder dagen med, at et landsdækkende medie sætter lighedstegn mellem økonomiske udfordringer og dem, der i forvejen har det svært. Denne gang er det børn uden et fagligt og socialt fællesskab i folkeskolen, der stilles i skudlinjen. Desuden er det de forældre, der er pressede og dagligt kæmper for at give deres børn den barndom, alle børn fortjener. Det er et kendt faktum, at børn med ADHD i gennemsnit får mere skæld ud, har flere sygedage og generelt har en hårdere tilværelse end mange andre børn. Dette understreger den daglige kamp, både for børnene og deres forældre.
I dag er det i ”Politiken”, og sidste uge var det i Berlingske Tidende, hvor en uheldig forbindelse mellem børn med diagnoser og økonomi blev præsenteret. I begge tilfælde fører det kun til mere stigmatisering.
Når Politiken skriver, at “elever i specialskole underminerer folkeskolens rolle som ‘folkets skole'”, er det at stigmatisere børn, der har brug for særlig hjælp. Det er dybt beklageligt, at forældre i et velfærdssamfund skal konfronteres med, at deres børn beskyldes for at svække folkeskolen og dens økonomi. Det strider imod idéen om inklusion. Og det truer vores samfunds kerneværdier om, at vi alle er lige meget værd.
“Folkets skole” bør uden tvivl rumme den nødvendige støtte til hvert enkelt barn. Dette inkluderer også specialindsatser. “Folkets skole” bør være en skole for alle.
Når Politiken hævder, at “specialtilbud tømmer ressourcerne for den regulære undervisning”, hvordan mon forældrene til et barn, der mistrives på stort set alle parametre og ikke kan klare sig i en almindelig klasse, får det, når de læser det? Hvordan mon barnet får det? Man risikerer langsomt at rykke ved grænserne for det ansvar, vores samfund har – alle skal med, og ingen skal være efterladt med en følelse af, at man er en økonomisk byrde, blot fordi, at ens barn er født med en diagnose.
Det foreslås, at en del af midlerne fra specialtilbud bør anvendes til at styrke den almene undervisning. Men har vi ikke allerede forsøgt dette siden 2012 med inklusionslovens indførelse? Utallige rapporter viser, at dette ikke har fungeret, hvilket jeres egne artikler gang på gang også har belyst. Det er nok den eneste vej, man ikke skal betræde.
Desværre støtter vores data også disse sørgelige observationer. Ved skoleårets afslutning kan kun 37% af børnene med ADHD fejre deres afgangseksamen. Hele 63% opnår ikke denne milepæl. Dette skyldes ikke deres intelligens men snarere, at deres diagnose gør det svært for dem at lære under de betingelser, der er i folkeskolen.
Dog oplever vi, at med de rette rammer kan børn med ADHD gøre markante fremskridt. Vi svigter disse børn og deres familier, hvis vi ikke udvider og opkvalificerer vores tilgang og indsats.
Mange forældre følger lige nu med i denne debat og tænker: “Vi valgte ikke dette for vores børn. Man er født med ADHD og lever med det resten af livet.” Eller, som et barn i Manu Sareens seneste bog om ADHD beskrev: ”Jeg ved godt, at jeg ikke er det barn, mine forældre har ønsket sig”