Nye ministre - nye tider

Som ADHD diagnosticeret - har jeg været igennem møllen af offentlige kontorer, hvor man ikke ved om man er havnet det rigtige sted....det er enormt belastende at alle er forvirrede, når man ringer til kommunen, ved de ikke selv hvem man skal tale med!
Er man voksen med ADHD er der stort set ikke noget at komme efter, har man også et barn med ADHD, er der Børn Unge men problemerne er hos hele familien! ikke kun hos barnet....Man har ofte problemer hele vejen rundt: indtægt, forsørgelse, job, opdragerrollen, psykologiske knuder ,det rigtige skolevalg? hjælp i hjemmet til strukturering? osv osv.

Et samlet sted til dem der har funktionsnedsættelser tak!!!

Dernæst - psykolog behandling betalt af kommunen (der koster 800 kr i timen) som en helt naturlig del af behandlingen!!!!!!

Det gælder i øvrigt resten af samfundet også, jeg kende SÅ mange der ikke ville være på overførselsindkomst, hvis de i tide havde fået hjælp til fremtiden, hos en psykolog, til at tænke postitivt om sig selv og at komme over gamle traumer!!!!!

Det har man også i høj grad brug for som voksen med ADHD!!!

Jeg er endnu ikke udredt, men går pt. til psykolog behandling på center for selvmordsforebyggelse, da jeg til sidst ikke kunne overskue livet, alt var uoverskueligt og jeg følte mig så forbandet anderledes. En følelse jeg har haft hele livet, og har påvirket hele mit selvværd der er lig nul. Efter indlæggelse på psykiatrisk kom det frem, at jeg efter al sandsynlighed lider af ADHD, og skal udredes til maj. Noget jeg håber at kunne få hjælp til er, at få struktureret min hver dag, hjælp med min økonomi og generelt bare at holde orden herhjemme. Det er ikke fordi jeg ikke VIL, men det er for mig fuldstændig umuligt. Og når der er kaos herhjemme kommer der endnu mere kaos i mit hovede! Heldigvis er jeg så heldig at have et fantastisk arbejde der passer perfekt til mig, sidder aldrig stille og skal ikke rigtig koncentrere mig, perfekt! Men jeg vil da gerne have en uddannelse en dag, men jeg ved, at jeg aldrig vil komme igennem den uden hjælp til at få lavet lektier og opgaver, da jeg ikke kan afslutte tingene. Kom igennem gymnasiet med ekstremt højt fravær og lidt under middel karakterer til trods for en, hvad andre siger, stor intelligens. Jeg er da ked af, at mine ressourcer går til spild i samfundet, når jeg så gerne vil, men ikke kan. Ville ønsket at jeg havde fået noget hjælpe i gymnasiet til at få lavet mine ting, og komme afsted. Lavede aldrig lektier og snød mig igennem afleveringer de afleveringer jeg trods alt fik lavet. Håber rigtig meget på at få noget hjælp når jeg har fået stillet diagnosen endeligt, så der kan komme styr på mit liv. Har heldigvis en fantastisk læge og psykolog der hjælper mig rigtig meget i ventetiden!

Hov, det blev dælme lidt af en sludder for en sladder. Men er helt enig i, at folk skal have mulighed for økonomisk støtte til psykolog behandling. Ydermere vil jeg ønske, at der var mindre ventetid i systemet. Jeg har ikke oplevet ventetid når det kom til depressioner, som har været der ind imellem i mit liv, så jeg vil håbe, at der kunne komme mindre ventetid, da denne er ulidelig.

Jeg hælder til at den bedste hjælp ville kunne gives via en mentor ordning. En men diagnosen ADHD burde automatisk have tilkendt 3-5 timers mentor støtte pr. uge, hvor borgeren selv kunne være med til at tilrettelægge hvordan hjælpen skal fungere. Behovene er meget individuelle og kommunernes sagsbehandlere burde ikke kunne stille krav uden at have bevislig kendskab til ADHD, og hvilken omfattende diagnose det jo er. Endvidere burde borgeren kunne kompenseres med ferie og økonomi derfor, hvis man som følge af stress får problemer på arbejdspladsen. Måske ville det være god løsning, der en vider kan svare sig økonomisk i bestræbelsen på at få ADHD borgeren i beskæftigelse.

Jeg er ADHD diagnostiseret. Er sygemeldt pga. stress og depression. Har en søn med autisme, ADHD og mental retardering.
Jeg oplever at sagsbehandlerne på jobcentret ikke ved hvad ADHD er, eller hvad man kan forlange af folk med denne diagnose.
Jeg oplever at systemerne ikke kan arbejde sammen. Det skal udredes om min arbejdsevne er begrænset, men alting tager lang tid. I mellemtiden har jeg fået en ny sagsbehandler, som bare synes, at jeg skal se at komme på arbejde igen. Hun ser ingen sammenhæng mellem min søns handicap, mit eget handicap og min sygemelding.
Min søns sagsbehandler i Børn og Unge kan ikke give mig tabt arbejdsfortjeneste fordi jeg er sygemeldt.
Jeg ønsker mig en FAMILIESAGSBEHANDLER der kan se på hele familien og finde den løsning der passer bedst til den enkelte familie. Så ville vi være ude over problemet med, at den ene forvaltning skubber problemerne fra sig og håber, at en anden forvaltning klarer tingene. Imens står vi med håret i postkassen og skægget ned af nakken i ingenmandsland, med en uvished som kan drive en til vanvid.

hej jeg er mor til en med adhd og han har også et misbrug, med hash. jeg hjælper med næsten alt hvad han skal gøre i daglig dagen jeg søgte en bostøtte til ham for at aflaste mig selv, da jeg selv er psykiskt syg men nej det kunne jeg ikke få men en misbrugkonsulent og det de gør er og kører ham ned til ungafdelingen en gang om ugen hvor han så skulle i behandling, de vil ikke hjælpe med de daglige ting at der skal udføres, så det må jeg så gøre selv om det kun til ballade når jeg er der, han mener at jeg bestemmer over ham og blander mig i alt. så det ville jo være godt at det var en ude fra så jeg kun skulle værer der når jeg besøgt ham engang imellem i stedet for hver dag.
og med henyn til økonomi så er han så dårligt stillet at han ikke kan betale sine regninger der kommer ud over bugetet ( tandlæge medicin osv.) så det må jeg så betale ud af min pension, og det var fordi at han var under udannelse da han bliv sygemelt og fyret så det er 80 % af en elev løn at han skal leve for, han bor i en 1 værelse så det er jo ikke luksus, det skulle man måske se på når man vedtager love. og hjæpe til at komme vidre med den sygdom man nu engang har, det er jo svært nok i forvejen.

Jeg er mor til en dejlig pige som har fået diagnosen ADHD. Jeg er selv ved at blive udredt i øjeblikket. Min klare opfattelse er at det er en enorm belastning for familiesituationen når ADHD kommer ind i billedet. Man har brug for alt den hjælp og støtte som man kan få, men desværre oplever både vi og mange andre at kommunen ikke lever op til den skat som vi betaler. Mit foreslag er at man søger lidt tilbage i tiden og gør lidt ligesom i Italien, hvor flere generationer familie bor sammen. Herhjemme i DK ville ideen nok skulle moderniseres lidt til i forhold til vores samfund, men hvis man kunne oprette boligformere hvor 2, 3 eller flere generationer kan "bo" sammen i hver sin bolig ved siden af hinanden. Det ville ikke kun gavne familierne med ADHD, men gøre at mange af vores "ældre" ikke føler sig tilovers i samme grad som nu. At man ville kunne udnytte hinandens resourcer i forhold til hverdagen! Ovenstående ville selvfølgelig kun kunne lade sig gøre hvis det bliver økonomisk muligt - evt. lejeboliger eller tilskud?
I min hverdag i en familie på 4, har vi ekstremt behov for at have familie eller venner meget tæt på for at overleve.

Jeg er mor til 3 børn. De 2 ældste har Asperger Syndrom og ADHD, den yngster er under udredning og har tilsynelandende ADHD. Jeg har selv ADHD. Jeg har været ramt af stress og depression bla. pga børnenes kriser og udredninger og blev desværre fyret fra mit arbejde hvor jeg var nyansat. Derfor nåede jag ikke at optjene dagpengeret eller at få lønkompensation men jeg har været på kontanthjælp mens jeg var sygemeldt og gik hjemme og passede mine børns aftaler på hospitalet og passede dem når de ikke kunne klare at være i skolen.
Jeg søgte hjælp i kommunen og har fået rådgivning og kurser omkring mine børns diagnoser. Jeg har fået tilknyttet en sagsbehandler til mig selv. Derigennem har jeg en hjemmevejleder som kommer for at støtte mig mig i at strukturere min hverdag.
Problemet for mig er at hjælpen fra kommunen ikke er rettet til den samlede familie.Det er enormt forvirrende og jeg kan ikke bede min hjemmevejleder om at forholde sig til problematikker omkring børnene. Derfor ender det ofte med at jeg bliver irriteret over at hun kommer her, fordi jeg ikke selv kan skille tingene ad og ikke kan holde styr på hvem jeg skal tale med hvad om.På en måde får det mig til at føle mig mere svag og handicappet end jeg er.Hverken hun eller min sagsbehandler har særlig viden omkring ADHD eller Autisme. Jeg skal derfor selv definere hvad jeg har behov for,forklare hvordan man gør osv. Jeg og mine børn har brug for at få hjælp fra et enkelt sted/person, der som et minimum har fået kursus i udviklingsforstyrelser og som kan fungere som bindeled mellem familien og feks kommunen og skoler osv.
Jeg har på et tidspunkt haft kontakt med over 20 forskellige personer og instanser for at få styr på min og børnenes situation.Jeg skal til mange møder forskellige steder og være tovholder for at de forskellige instanser samarbejder. Det er uanset om man har en diagnose eller ej, urimeligt belastende at systemet fungerer sådan.
jeg kan se på andres indlæg at det er en udbredt opfattelse at det er nødvendigt at give en samlet hjælp til familien når enten børm eller også forældrene har diagnoser. Det er vigtigt at der bliver gjort en ekstra indsats for voksne med ADHD for at sikre at de kan hjælpe deres børn. Jeg oplever at det er håbløst at blive kastet rundt imellem de forskellige teams og enheder hver gang jeg skal ansøge om hjælp til forskellige ting, og jeg opgiver derfor på forhånd.

mor til trillinger.3 drenge på 9 år.har lige fået drengenge udredt,alle med diagnosen adhd.kanon hårdt.børnepsyk har været kanon til at håndtere vores drenge.Endelig har vi noget at arbejde med.Det er en lang sej proces man skal igennem som familie puha og vi er lige startet jeg håber at alt bliver gnidningsfrit men jeg kender jo også godt vores system. jeg skal ha møde med sagsbehandler i morgen og jeg er klar med paragraffer og så videre. Håber at alting flasker sig. Jeg glæder mig til at skrive igen for at fortælle om vores dejlige super system som vi sidder og skal døje med. hilsen en bekymret mor.

Til Sofie
Jeg er selv diagnostiseret ADHD og har 2 sønner med samme diagnose. Det er også min opfattelse at man igennem et halvt liv med ADHD ( uden selv at være klar over det ) har følt sig anderledes og malplaceret i mange situationer. Du skal ikke sætte dig selv lavere end andre. Dine kvalifikationer er bare ikke kommet til udtryk endnu. Een af vores psykiatere har udtalt at det ville være en kedelig verden hvis vi ikke havde sådanne nogle som os... Det er jo os som tænker >Det kan ikke være rigtigt, at en given ting ikke kan lade sig gøre< Vi vil gerne finde alternative løsninger og vinkler på ting som andre slet ikke ser. Så vær ikke ked af din situation, men se det som en fantastisk mulighed for at være anderledes. Det er jo bare flertallets normer vi alle lever efter, og hvem siger at de er særlig spændende, sjove, udviklende..etc. Held og lykke med din fremtid og forhåbentlig en god udredning.