Kognitiv adfærdsterapi

Kognitiv adfærdsterapi har fokus på hvilke udfordringer, du har her og nu, og hvordan du bedst kommer videre.

Hvad er kognitiv adfærdsterapi?

Kognitiv kommer af ordet kognition, som betyder tænkning eller erkendelse. Kognitiv terapi fokuserer på, hvad vi tænker om os selv og vores vanskeligheder. Terapien bygger på ideen om, at vores fortolkning af omverdenen påvirker vores adfærd, handlinger og følelser.

Hvordan foregår terapien?

Kognitiv terapi tager udgangspunkt i det enkelte menneskes aktuelle situation og hvilke tanker eller forestillingsbilleder, der udløser negative reaktioner. Terapeuten lægger vægt på at finde alternative fortolkninger, som kan erstatte den fortolkning, der udløser de negative følelser.

Ofte kombineres hjælp til at tænke anderledes med hjælp til at handle anderledes. På den måde oplever du gradvist at kunne mestre vanskelige situationer og får dermed højere tanker om dig selv.

De nye strategier og handlemåder indlæres typisk via øvelser, hvor du afprøver og træner nye metoder fx til at skabe struktur, håndtere vrede, dele opgaver op i mindre dele eller til at opnå en god søvn. Med øvelserne ændres både adfærden og tænkningen, og gradvist vil de nye mere hensigtsmæssige handlemåder være dem, du automatisk benytter. Det er vigtigt, at de nye måder at tænke og handle på afprøves i dagligdags situationer og derfor får du ofte ”hjemmeopgaver”.

Denne behandlingsform har vist sig at have god effekt på voksne med ADHD.

Hvor langt er et forløb?

Det er en korttidsterapi, og det vil som regel sige ugentlige samtaler gennem ca. 3 måneder.

Et terapiforløb kan dog variere meget afhængig af den problematik, man vil arbejde med, sværhedsgraden af problemerne og den enkeltes mål med terapien.

Søg på Nettet efter lokale godkendte specialister i kognitiv terapi og hør nærmere om, hvad de tilbyder.